Min datters uventede spørgsmål ændrede vores planer for fars dag!

side; hendes hår var stadig fugtigt efter badet. Med en finger tegnede hun små figurer på min arm. Så hviskede hun – så lavmælt, at det næsten forsvandt i mørket: ”Er du stadig min far?” Spørgsmålet ramte mig dybt. Jeg holdt hende tæt ind til mig og fortalte hende den eneste sandhed, der betød noget – en sandhed, der aldrig ville ændre sig. ”Det har jeg altid været,” sagde jeg. ”Og det vil jeg altid være.” Hun åndede ud – på den dér særlige måde, som kun børn gør, når de føler sig