Da jeg åbnede døren, afslørede den besøgendes ansigtsudtryk alt. Chok. Skyldfølelse. Den tavse erkendelse af, at to forskellige planer var stødt sammen.
Samtalen, der fulgte, var hverken højlydt eller eksplosiv. Ingen råben, ingen anklager, der fløj gennem rummet. I stedet udfoldede det sig langsomt – halve sandheder blev rettet, forklaringer kom frem i lyset, og tidligere valg blev endelig blotlagt. Der er en helt særlig tyngde forbundet med at få at vide noget, man aldrig ønskede at vide, men som man heller aldrig kan glemme. Det var den stemning, der herskede
