stedet holdt jeg en let tone og stillede forsigtige spørgsmål.
Hun fortalte i brudstykker, som kun et barn kunne sætte sammen – små glimt fra tiden, hvor jeg var på arbejde; en person, hun opfattede som ”en ven”; detaljer, der ikke passede ind i vores hverdag. Hun forstod ikke tyngden i sine egne ord eller den betydning, der lå gemt i dem. Hun beskrev blot, hvad hun havde set.
Fortsætter på næste side
Jeg lod ikke panikken skinne igennem. Jeg lod ikke vreden tage over. I stedet gjorde jeg det til
