få mig til at skamme mig mest i de mørke timer, der ventede. Det var ikke det ublu bedrag, jeg havde brugt. Det var ikke den logistiske indsats at forlade mit kontor midt på dagen. Det var ikke engang den triste realitet, at jeg, som treogtredive år, en professionel og økonomisk uafhængig kvinde, stadig desperat forsøgte at presse et ægte smil af anerkendelse frem fra min mor, som en ængstelig skolepige, der præsenterer en naiv vokstegning. Det var handlingens rene, ømme sårbarhed.
Jeg huskede, hvordan jeg stod i denne stille,
