Ryan Mercer holdt bryllupsinvitationen mellem fingrene og smilede — ikke med varme, ikke med ømhed, men med den stille, kolde tilfredshed, der viser sig i ansigtet på en, der tror, de endelig har fundet den perfekte måde at såre en anden på.
Det smil talte ikke om familie. Han talte ikke om minder. Det handlede ikke engang om Madison — hendes egen kusine, hvis bryllup var emnet for invitationen. Det smil var kalkuleret. Kold, præcis, nådesløs.
For Ryan var dette bryllup ikke en fejring.
Det var en mulighed.
En scene.
En omhyggeligt
