vi kom, mens hun sov. Under alle omstændigheder har hun ikke særlig god hukommelse. »
Bag dig stoppede vandreren.
Du er blevet.
Fru Whitaker stod i gangen, den ene hånd greb om sin rollator, den anden let presset mod brystet. Hans ansigt forrådnedes ikke. Hun græd ikke. Hun gispede ikke.
Det gjorde kun tingene værre.
Han nøjedes med at kigge på taleren.
Så kiggede hun på dig.
Og med rolig stemme sagde han: “At være gammel betyder ikke at være dum.”
Næste morgen bad han om papir.
“Hvilken slags papir?” spurgte
