ham vågen klokken to om natten, siddende i stuen dybt udsat i mørke.
“Bedstefar?” hviskede jeg.
Han kiggede mod pejsen, hvor et gammelt familiefoto hang i en sølvramme.
“Jeg burde have gjort så mange ting anderledes,” siger han.
Mit hjerte sank.
“Med mig?” spurgte jeg.
Han svarede ikke.
Næste morgen lod han som om, samtalen aldrig havde fundet sted.
I tre år levede jeg i denne mærkelige balance mellem pligt og håb. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke skulle håbe på kærlighed, men hver gang han sagde mit
