havde afsluttet en lang samtale. Hver aften kiggede hun op på taget. Hun så hverken en “fælde” eller en “mærkelig renovering”.
Han så Thomas.
Hun indså, hvor meget hendes viden havde beskyttet hende. Hun forstod, at den “beskyttelse”, hun havde opbygget, ikke kun beskyttede mod vinden, men også mod glemselens kulde. Hun havde reddet sit hjem, bevaret mindet om manden, hun elskede, og tvunget hele landsbyen til at anerkende hans genialitet hver gang den kiggede op mod himlen.
Mens han sad på verandaen og så pælene kaste lange, skarpe skygger
