var uger, hvor hun måtte leve særligt sparsommeligt. Nogle gange delte de et simpelt måltid og grinede stadig af småting, når de havde et festmåltid foran sig. Da det lille hus stadig var levende om aftenen, sad de ved siden af hinanden ved vinduet og talte om deres fremtid.
“Tror du, vi får en stor familie en dag?”
“Det er jeg overbevist om.”
“Og et hjem, der er fuld af liv?”
Andreas nikkede uden tøven.
“Måske tager det lidt længere tid, men vi klarer det.”
Sofia smilede tilfreds.
“Så ser
