langsomt gik ned, og de sidste gæster sagde farvel, stod Andreas og Sofia alene foran den lille kirke et øjeblik. Den varme sommervind fik hendes hår til at røre sig, mens hun stirrede tavst ud over det tomme torv.
“Fortryder du noget?”
Sofia rystede på hovedet med et smil.
“Ikke et eneste sekund.”
Andreas så på hende.
“Jeg kan ikke love dig et stort hus.”
“Det behøver jeg ikke.”
“Måske bliver vi aldrig rige.”
Sofia lagde sin hånd i hendes.
“Så bliver vi rige på minder.”
Disse ord følger
