blødt lys over hans ansigt.
Han kiggede op og.
“Hej,” sagde han blidt. “Kan du ikke sove?”
Jeg svarede ikke med det samme.
Jeg gik bare tværs over rummet og satte mig ved siden af ham, lænede mit hoved mod hans skulder – den samme skulder, der havde båret mig gennem nætterne på hospitalet, frygten, smerten og stilheden.
Uden at tænke over det lagde han en arm om mig.
Og pludselig kollapsede alt inde i mig.
Ikke smertefuldt.
Fuldstændig.
Alle tvivlene. Alle skyldfølelserne. Al den stille frygt for, at jeg var
