havde planer efter klokken fire om fredagen.
Jeg kiggede i min kalender og fortalte ham, at jeg var ledig.
»Godt. Vent på mig nedenunder klokken fire,« svarede han.
Jeg gik ud fra, at vi skulle til et møde, måske med en kunde eller en forretningspartner, så jeg spurgte, hvor vi skulle hen.
Han rystede blot på hovedet.
»Det er slet ikke sådan noget. …«
»Bare vær klar.« Hans usædvanligt korte forklaring fik mig til at spekulere på, hvad han havde planlagt.
Tirsdag gjorde en anden lille hændelse mig endnu mere usikker.
