sprang en lille dreng op bag hende.
En anden fulgte, mere alvorlig, med en eventyrbog i hånden.
Så kom en lille pige med store øjne ned.
Så en anden, som holdt en rød pakke bundet med et gyldent bånd i hænderne.
Fire børn.
Fire syvårige silhuetter.
Fire ansigter, der med næsten fræk præcision bar Adrien Valmonts træk.
Den samme front.
Den samme fordybning på hagen.
Det samme grå blik, som Madame Valmont engang kaldte “familiens mærke”.
På verandaen lagde Adriens mor en hånd for munden.
Victoire vendte sig langsomt mod
