ved at genlæse en opkøbskontrakt, da hendes telefon vibrerede på bordet.
Et navn dukkede op.
Adrien Valmont.
I et par sekunder syntes alt glasset i tårnet at revne omkring hende.
Syv år.
Syv år siden sidste gang hun havde hørt dette navn andet end i økonomipressen, mellem to artikler om Valmont-arvingerne, denne Lyon-familie rig nok til at købe andres tavshed og stolt nok til at tro, at skam aldrig vedrørte deres egne.
Adrien.
Manden, der havde lovet hende et helt liv under platantræerne i Aix-en-Provence.
Manden, der havde sat vielsesringen
