på muligheden – hvor lille den end måtte være – for, at lægerne tog fejl.
Jeg kan ikke engang huske, at jeg forlod kontoret. Det næste, jeg ved, er, at jeg sidder med hænderne krampagtigt om rattet – mine knoer er helt hvide – mens tårer slører vejen foran mig på turen hjem.
Jakes bil holdt allerede i indkørslen.
Fortsætter på næste side:
Mit hjerte hamrede, da jeg trådte indenfor. Der var en anspændt stemning i huset, som om det holdt vejret. Jake stod i stuen og gik frem og tilbage; kæben var spændt,
