lover jeg.”
Jeg lænede mig ind mod ham, og han slog armene om mig og holdt fast, som om han var bange for, at jeg ville forsvinde. Mellem os var der nu mere end blot tilgivelse – der var en fremtid. Skrøbelig. Usikker. Men virkelig.
”Vi finder ud af det,” hviskede jeg.
Jake rykkede sig en smule tilbage, så han kunne lægge hånden på min mave – tøvende, med dyb respekt. For første gang i årevis så jeg noget nyt i hans øjne.
Håb.
Og denne gang tillod jeg også mig selv
