give slip og komme videre. Men så kom der en besked. Ikke fra en lokal. Ikke fra en ven. Men fra en kvinde, jeg aldrig havde mødt. Hendes ord var stille. Ærlige. Rå. “Min datter har næsten intet tøj. Vi går igennem en hård tid. Ville du… ville du stadig sende det?” Der var ingen efterspørgsel. Intet drama. Bare en mor, der beder om hjælp.
Og i det øjeblik tøvede jeg. Ikke fordi jeg tvivlede på hende. Men fordi verden har lært os at vogte vores hjerter – at undre os
Jeg sendte en pakke tøj … Og et år senere ankom det
