lød ældre, mere ru, men havde stadig det velkendte knæk, hun havde, da hun var teenager og følelsesladet.
Jeg var tavs et øjeblik. Jeg tror, hun var bange for, at jeg ville lægge på, for hun tryglede: “Hør lige her, bare hør. Læg ikke på.”
“Jeg er her,” sagde jeg endelig.
Hun sukkede dybt, som om hun holdt vejret. “Det er Elijah,” sagde hun. “Min søn. Han er syg. Vi er på hospitalet. De ved ikke, hvad der er galt med ham endnu. Jeg vidste ikke, hvem jeg
