lød selvsikker. Jeg smilede endda til sidst. Applaus brød ud, og for første gang den aften følte jeg mig stolt.
Efter koncerten ventede Jim i gangen. Han holdt et papkrus med varm chokolade, damp steg op i den kolde decemberluft. Han sagde ikke noget dramatisk. Han rakte det bare til mig og sagde:
“Jeg er stolt af dig.”
Den simple gestus var som en åbenbaring. Jim forsøgte ikke at erstatte min far eller gøre krav på en titel, jeg ikke var klar til at give ham. Han dukkede bare op –
